CarlEtlarsMinder

225

oppe laa Sneen i smaa, afb ru dte Strib er, hvorfra Vandet som hvide A arer sivede ned i K løfterne. Sk yern e bag M onte R oton de sam ledes i blaagraa Masser, som Fantasien kunde antage for endnu fjernere Bjerge. Febertræ et og M akikrattet udsendte bedøvende Duft over Egnen. — A lt var L y s , Varm e, Forjæ ttelse. — Men paa de meest iøine- faldende P u n kter om kring A jaccio, sees en Mængde smaa, hvide B yg n in g er, de rige Fam iliers B egravelsessteder. H vor Ø iet seer hen, møder det disse Forgængelighedens M inder ligesom Kæm pehøiene paa Ahlheden, — et opbyggeligt «memento m ori» for de stakkels B ry stsy g e.» — Fo rfatteren s Ophold i det danske Pensionat blev kun a f k ort V arighed. De mange B ry stsv age i alle denne S y g ­ doms fo rskjellige Stad ier fyldte Huset og dets Omegn med sørgelige B illed er og F a re for Sm itte. Dertil kom de mange smaa Interesser, som groe frodigt i et Pensionat, og lidt efter lidt drog et S lø r for den fremmede, eiendommelige N a tu r, saa at Opholdet mere antog Charakter a f dansk P ro vin d sliv end a f corsikan sk F rilu ftsliv. C arit E tlar flyttede derfor i Jan u ar bort fra dette lille Danmark til et fuldblods corsikan sk Hjem. F ø rst her begyndte det egentlige Corsi- k an erliv at oplades, eiendommeligt og berusende. Væ rt­ inden var en C ou sin e til den berøm te B and it Serafino fra O ta, H elten i E tlars Væ rk a f samme N avn. C orsikansk G jæ stfrihed, Æ d elm od , Fædrelandsstolthed, flammende Had, opofrende V enskab omgav kort efter D igteren med den N atur, han ofte forgjæ ves søgte paa Fastlandet. «H er aander man frit,» var hans stadige Udbrud, naar han fæ rdedes, snart oppe hos Gedehyrderne, der øverst paa K lip p ern e om A jaccio havde indrettet deres Vinterstade i Steenhuse uden V induer, hvori der kun fandtes et mørkt G