CarlEtlarsMinder

kimede, F o lk e t svæ rm ede i G aderne. Jerichaus G jæ ster ind­ fandt sig. D er kom Anton M elby i italiensk K appe, som skjulte en sjælden smuk G u itar, hvori han greb nogle A k ­ korder, der skulde tjene i Stedet for Godaften. L id t efter dundrede tre væ ldige Slag paa Døren. Den blev stødt op, og i A abningen viste sig Studenten, H a n s K r u s e , en Kæm pe med et rundt, godmodigt Ansigt. Han bar en gammel Tromm e a f den Slags, som Brandkorpset slog A llarm og Komm ando med. Idet han stod i Døren lød en langtrukken H virvel, der bragte Ruderne til at klirre. D erefter satte han en Flask e Punschextrakt frem paa Bordet, det var hans B id rag til Festen, hvorefter han tog Plads i Stuens ene H jørne, med Tromm en foran sig. H ver G ang det forekom ham , at Sam talen og Munterheden gik lidt istaa, hamrede han en eller anden Melodi paa Trommen, helst den, hvorm ed G arden blev kaldt ud af Vagten paa Kongens N yto rv , for at præ sentere for H erskaberne. Den vexlede med M elodien, som passer til. I det M ellem rum han ikke m anøvrerede, greb han en stor T o b ak sp ib e, som han havde bragt med sig, og udstødte en behagelig Damp i Stuen , tro lig assisteret af Kammeraterne, der sade bænkede rundt om, hvor de kunde bedst. Bekjendte K unstneransigter skim tedes midt i Tobaksrøgen, straalende, o vergivn e, støiende, Kunstens sorgløse B ørn , der ikke kjendte synderligt til Pessim ism e, O verkulturens Plageaand, M isundelse, vor T ids Onder. T il G jengjæ ld var det trofaste Kammerater, der glædede sig med hverandre og indbyrdes opflammede hinanden til store og løftende Ideer; det var Løsenet og «Det hændte sig forgangen Nat, vor sorte K at fik Musen fat.»