MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

— 129 —

dog nu som forhen Fagprøven i Stand til at samle næsten alle Haandværkerstemmer om sig. Mesterprøven havde hidtil været det afgørende Bevis for, at man var virkelig Haandværker, det var Garantien udad mod Publikum og indad mod Lavet selv, for at man kunde noget. Den Rest af Fagprøver, der blev tilbage ved Bestem­ melsen i Næringslovens § 27 0111 frivillige Duelighedsprøver, lod man da ogsaa i høj Grad haant om. Den kunde være god nok for Drenge, men sømmede sig ikke for Mestre. Saa overbevist var den datidige Haandværkerstand om Nød­ vendigheden af en Mesterprøve, at der indenfor mange Lav blev gjort Forsøg paa at bibeholde den ad frivillig Vej. Kun herved mente man overfor Offentligheden tydeligt at kunne vise, at der ingen Fuskeri var med i Spillet. Det var den eneste Maade at holde Stien ren paa; Mesterprøven vilde for Fremtiden komme til at staa som et Vidnesbyrd 0111 en højere Rang overfor den Flok Bønhaser, der nu vilde fare hærgende ind over Flaandværkets Enemærker. Om end man vel var vidende om, at Lavets Bestaaen var en frivillig Sag, og at man kunde indrette sig, som man vilde, efter at Næringsloven var traadt i Kraft, var dog den Tanke, at Lavet nu kun kom til at hvile paa Grundlovens almindelige Bestemmelse om Forenings-Retten, for Haand- værkeren af den gamle Skole en urimelig Ide. Man levede sig efterhaanden mere og mere ind i den Forestilling, at Lavsvæsenet vedblev at bestaa med de Forandringer, som Næringsloven medførte. Det gjaldt derfor blot om at flikke saa godt som muligt 9