MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

— 19 —

det som tre Malerkrukker. Forklaringen skulde jo synes over- maade vel begrundet, men maa dog falde for enhver, der er nogenlunde kendt med Malernes Historie. Den zünftige Indflydelse har naturligvis ikke indskrænket sig til Vaabnet. Naar Lavet saaledes lige til Slutningen af det 1 8. Aarhundrede vedbliver med at kalde sig det vellovlige og kunstforstandige Lav, saa har vi her et Udtryk for den særlige zünftige Stolthed, der gav sig Udtryk i rosende Tillægs­ ord om Faget. Selvfølgelig er denne Følelse udsprungen af Kærlighed til Haandværket. Man gjorde sig al mulig Umage for at hæve det i eget og andres Omdømme, og navnlig var det den ægte zünftige Haandværker en Glæde, jo længere tilbage i Tiden, det var muligt at føre Fagets Oprindelse. At Malerne f. Eks. tog sig den saakaldte ældste græske Maler Apelles til Indtægt er en given Ting, og havde de, som Skræderne gjorde det, kunnet paaberaabe sig selve Vorherre som den første Udøver af deres Fag, er der ingen Tvivl om, at de vilde have gjort det. Udadtil fremtraadte den zünftige Følelse særlig overfor dem, der uberettiget udøvede Faget, de saakaldte Fuskere og Bønhaser. Den Foragt, en zünftig Haandværker følte overfor den Art Mennesker, var ubeskrivelig, og selv i vor Tid, der dog er saa langt fjernet fra hin, har disse Ord i Haandværker- kredse en daarlig Klang. Det kan imidlertid ikke skjules, at den zünftige Følelse baade indad og udadtil ret ofte viste sig som Sneverhed. Det var ikke velset, naar nogen afveg fra de brugelige Regler for Fagets 2*