MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

— 65 —

slag. Og saa stort var det Ry, der gik og gennem Tiderne er gaaet af denne Fæstnings Styrke, at man lige ned til vor Tid har længtes efter at komme i Ly af den paany. God og solid var denne Fæstning og høje og tykke dens Mure, men saa høje, at de spærrede for al Udsyn i den Ver­ den, der laa udenom. Og saa afvant blev Besætningen med Tanken om, hvad der var paa den anden Side, at den lille Plads, den levede paa, tilsidst tyktes den at være Verden selv. Fagdannelsen, det vil sige den strikte Gennemgaaen af alle Fagets Rangklasser, fra Dreng til Svend og fra Svend til Mester, den strikte Oplæring i alle Fagets Finesser, Dygtighed i selv at rive Farver, selv at kunne føre Penslen ved alle Slags Arbejder, de simple som de grove, det var den rigtige og ægte Lavsmesters Stolthed, hans væren eller ikke-væren. Der er noget saa ærligt og honnet i dette Standpunkt, at man ynkes over den fattige Haandværksmand, der holdt herpaa og ikke forlangte andet end at maatte blive rolig paa sin Post og betale Gud og Hvermand sit. Men Ulykken var, at Fagdannelsen stivnede i Former, der ikke længer passede til Livet. Lavsmesteren trak sig som en forskræmt Snegl tilbage i sit Hus, hver Gang der var Tale om Forandringer eller Fremskridt i hans Fag. Saaledes som det havde været fra Arilds Tid, saaledes som han havde lært det af sin Mester, og som han atter lærte det fra sig til sin Dreng, saaledes skulde det vedblive at være. At nogen kunde finde paa at udføre Haandværket paa anden Vis eller at give sig af med noget, der laa udenfor, var for Mesteren af den gamle Skole uforstaaeligt. S