MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

73 —

—

stykke, bekom vi af Præsidenten det Svar, at foranførte var og tjenlig«. Denne Renden fra Herodes til Pilatus, denne rent ud afvisende Holdning fra Avtoriteternes Side og denne enevæl­ dige Skalten og Valten med Sager, der paa det stærkeste greb ind i Haandværkets Liv, er betegnende for den underordnede Stilling, Haandværkerstanden indtog. Og deri laa den værste Fare for dens fremtidige Trivsel. Hvad Malerlavet end kunde mene om Akademiets Forandring af Mesterstykket, ruinere Lavet kunde dette Skridt dog ikke, men Ulykken bestod i, at Haandværkerstanden var sunken saa lavt og i social og økonomisk Henseende stod saa dybt, at man slet ikke regnede med den og slet ikke fandt den be­ rettiget til at tale med om de Sager, der vedrørte den selv. Den Tilgang, Lavet og Haandværket fik, havde i Løbet al det 18de Aarhundrede forandret Karakter, var bleven ringere og ringere. Forøgelsen kom ikke som i ældre Tid næsten udelukkende fra Haandværket selv, men fra de Lag, der havde dannet sig et Trin dybere nede end Haandværkerstanden; det var Sønner af Daglejere, Soldater og Matroser, det var Børn fra Waisenhuset og Opfostringshuset, der nu fyldte op i Ræk­ kerne. Lad der ogsaa blandt disse have været enkelte Dygtig­ heder; i det store og hele prægedes Haandværkets Kultur af denne sociale Niveausænkning. Den ny Tilvækst var gennem- gaaende samfundsmæssigt set helt forkommen, manglede Sans for at bevare den gode Overlevering indenfor Haandværket og Dannelse og Vidsyn til at tage nye Felter ind til Opdyrk­ ning.