MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

— 88 —

Ganske vist gik den ikke saa vidt, som Kommissionen havde ønsket, men den tillod dog »enhver indfødt her i Staden arbejdende Haandværkssvend, naar han med gyldige Beviser godtgør at have i 4 Aar arbejdet som Svend, enten her i Landet eller paa fremmede Steder (efter at være bleven her gjort til Svend) at nedsætte sig som Frimester i sit Haandværk og derpaa tage Borgerbrev mod at betale det halve af det, som en Lavsmesters Borgerbrev koster«. Havde Frimesteren arbejdet med egne Hænder i to Aar, maatte han tage en Dreng til Oplæring, men forøvrigt var det ham ikke tilladt at benytte anden Medhjælp end Hustru og Børn samt Haandlangere, de sidste dog kun til saadant Ar­ bejde, hvortil der ikke fordredes nogen Haandværks-Kundskab. A f Frimestrenes Optagelse som Lavsmestre blev der intet. Derimod griber Forordningen regulerende ind paa Arbejds­ forholdet mellem Mestre og Svende, ophæver de tidligere Tids­ frister, der var fastsat, inden en Dreng kunde blive Svend og en Svend Mester. For Fremtiden kunde enhver, der ved et vel udført Svende- eller Mesterstykke beviste, at han kunde sit Fag, straks blive antaget henholdsvis som Svend eller Mester Alle de saakaldte »udlændiske Laugsfordomme« forbødes, og der gives Regier for, hvorledes Tvistigheder mellem Mestre og Svende og mellem Lavene indbyrdes skulde bilægges. Men trods al Reformeren blev Forordningen af 21. Marts 1800 dog kun et Stykke Lovmagerarbejde som saa meget andet, Regler paa Papiret og smukke Ord om, at Kongen havde besluttet at hjælpe Haandværkerstanden til Vindskibe- lighed og bevirke Kundskabers Udbredelse, samt »ved bestemt