TivoliI50Aar

dant Foretagende, der aldrig vil kunne betale sig, men for det andet faar De aldrig Tilladelse til det. Tror De at Militæretaten vil overlade Dem al den Plads, som de nu bruger til Øvelse for Ingeniørerne? Aldrig i Verden. De faar nej øjeblikkelig. Anvend De hellere Deres Energi og Dygtighed paa noget andet, der er mere fornuftig.« Men Carstensen stod ganske rolig og læste højt af en Plakat, der var slaaet op paa en Pæl inde paa Pladsen: »Her maa ingen g ra v e e fte r gam le Ben«, og sagde saa meget stilfærdig, men med en Overbevisning, der aldeles imponerede den anden: »Min kære Løjtnant, naar Sommeren kommer, skal De se denne Plakat forsvinde og Rydnings­ arbejderne begynde, og inden vi har naaet Høst, staar »Tivoli« fix og færdig, det sværger Georg Carstensen og Jeg> °g Jeg har til Dato gennemført alt hvad jeg har sat mig i Hovedet!« Lieutnanten rystede blot paa Hovedet, saa vendte de to Herrer om og gik atter ind til Byen. * * * I Begyndelsen syntes det virkelig som om Tvivlerne skulde faa Ret, thi med den mest haardnakkede Stædighed nægtede Autoriteterne at overlade Carstensen Pladsen, specielt til Brug for folkelige Forlystelser, men de kendte ikke hans Energi. En skønne Dag søgte og fik han Audients hos vor sidste Enevoldshersker Christian den ottende. Denne var, som bekendt, en meget kundskabsrig og literær dannet Mand, men han havde neppe det rette Begreb om Folkets Ønsker, han behandlede i Begyndelsen Sagen temmelig afvisende, men Carstensen fik heldigvis en lys Ide.