TivoliI50Aar

127 »Ja der maa vist være en dejlig Udsigt,« mente Direktøren. »Storartet!« »Direktøren skulde gaa derop og nyde den,« foreslog den ene af Skælmerne. »Jeg kommer aldrig ned igen.« »Vist saa, vi følger Dem op og vi følgerDem ned, det gaar af sig selv.« Begge Kunstnerne tog Direktøren under Armen, og i en Fart gik det opad, men da de havde naaet Maalet, skyndte de to Artister sig ned paa Jorden, og stod og lo af den arme Mand, der ikke vidste, hvordan han skulde komme ned. Han tiggede og bad dem om at hjælpe sig, for­ gæves, de var ubønhørlige, et Øjeblik efter gik de deres Vej, og Direktøren blev da nødt til at sætte sig ned paa den let tjærede Spiralgang, tage med begge Hænder fat iSiderne paa den, og paa den Maade langsomtskubbe sig ned, indtil han naaede Jorden. Men hans lyse Benklæder var tjærefarvede bag paa, da han kom ned. Da Lieutenant Be r nha r d Olsen i Aaret 1868 blev Direktør for Etablissementet, trængtes der til, at en kraftig Haand tog fat, og han var netop Manden. Tivoli var kommen i Dekadence. Sløseriet havde faaet Indpas, Kontrolkomiteen ménte, at det var ligegyldigt, hvilke Artister de engagerede, Folk kom nok alligevel, og selv Haven lignede mere en Rede for Ukrudt, end den smukke Blomsterpark, som den nu er, takket være Institutionens dygtige Gartner, Hr. Holm. Olsen satte sin Vilje igennem, han indførte Forandringer og Forbedringer, engagerede