TivoliI50Aar

i8 »Skal vi to ikke tale et fornuftigt Ord sammen, helst inde paa mit Kontor? Jeg har et lille godt Glas Vin derinde, og . . .« »Meget gerne, men jeg lader mig inte bestikke, aldrig, det ligger udenfor min Karakter.« »Det véd jeg, Hr. Overbetjent, men kom nu blot med.« Hvad de to talte om derinde, vides ikke, men en halv Time efter forlod Overbetjenten Kontoret, lidt rød i Kammen, og begav sig op til Politidirektøren, hos hvem han øjeblikkelig blev stillet til Audients. »Naa fik De nu forpurret det, Overbetjent?« spurgte Bræstrup. »Nej,« svarede P., »og det kan heller ikke forpurres, for de har Loven med dem.« »Hvad har de ?« »Ja, Hr. Etatsraaden vil selv give mig Ret. Naar nu Musiken spiller om Søndagen, saa tager Fatter sin lille Pige og drejer rundt med hende, og Broderen sin Søster, og Svenden sin Kæreste, og saa, saa danser de lidt paa Grønsværet, Herregud, naar Tivoli inte har noget imod at faa en Plaine ødelagt, saa kan vi da slet ikke blande os i det, det gaar over vores Kompetence.« »Ja. De er god nok, men hvad skal vi gøre ved alle disse Hylehoveder af Værter?« »Lad dem hyle, de tier nok stille igen. Det aller- nemmeste vilde jo være . . . .« »Hvilket?« »At give Tivoli Tilladelse, saa var vi fri for Klager i P'remtiden.« Etatsraaden stod et Øjeblik og tænkte efter. »De