TivoliI50Aar

3 i Stadsgraven var dengang paa sine Steder tilgroet med en Mængde Andemad, og en skønne Aften, i Skum­ ringen, gik en ung Grosserer af den mosaiske Trosbeken­ delse og hans Forlovede lige ud i Graven, i den Tro at det Grønne var en Græsplæne. Folk raabte op, men ingen havde Mod til at forsøge paa at redde dem, da kom Westerblaa tilfældigvis forbi. I en Fart sprang han ud, og fik dem begge uskadt bugseret i Land; men Herren var aldeles forvirret og sagde kun: »Mit Ur! mit Ur! er mit Ur frelst?« »Det véd jeg s’gunte,« svarede W. og rystede sig som en Puddelhund, »men Livet frelste vi, og det er da vigtigere.« »Langtfra,« ' raabte Grossereren, »er der kommen Vand i mit Ur, giver jeg Pokker i Livet!« Men Aftenen efter maa han være kommen til bedre Erkendelse, thi han søgte W. op, takkede ham og sagde, at hvis han i Fremtiden skulde trænge .til noget, skulde han blot komme til ham. »Godt!« svarede W.,, »jeg trænger svært til en Flaske Champagne, — jeg er saa umanerlig tørstig.« »En! nei ti, kære Ven, — og lad os saa faa deres Kammerater med.« Og til almindelig Tilfredshed blev der efter Panto­ mimen afholdt et større Champagnesold i Garderoben. Kort Tid efter reddede han en lille Dreng, der var smuttet ud gennem Broens Gelænder ved Ravelinen, og laa og kæmpede med Døden i Stadsgraven. Han sprang ud, uden at kaste Frakke eller Hat, og bragte Drengen lykkelig iland; men da Folk jublende omringede ham, smuttede han fra dem og sagde blot: »Sørg nu for, at