TivoliI50Aar

39

bekendt ældre Pjerrotfremstiller Lehmann, der var dygtig, havde Skole og Autoritet samt Lune, men savnede Vol- kersens Originalitet. Han var egentlig en elskværdig Mand; men des­ uagtet havde han endel Fjender, der forfulgte ham paa alle Maader. En skønne Aften var han paa Grund af deres Kaadhed nær bleven kvalt. I en Pantomime skulde han tilsyneladende have en Mængde Mælk hældt ned i Halsen. Dette skete gennem en Tragt, dér var lukket i Bunden, men med et Hul paa Siden, hvorfra en Slange førte ned gennem Gulvet, og derigennem løb alt det Kridtvand, der forestillede Mælken. En Aften havde imidlertid nogle Skarnsmennesker taget Bunden ud af Tragten og klistret et Stykke Sølvpapir istedet, og da Vandet blev hældt ned, løb det selvfølgelig ned i Halsen paa Manden, der maatte skrige Gevalt for ikke at omkomme. Der udlovedes en Ducør af 10 Rdl. tor Opdagelsen af Gerningsmændene, men deres Navne er en Gaade den Dag i Dag. Trods sit lunefulde Sind holdt Stafford sig som arti­ stisk Direktør paa Theatret i ca. 5 Aar; men da han en Dag troede sig fornærmet af Bogholderen og under Paa- skud af at ville hviske noget til ham bed ham i Øret, blev han afskediget, og Volkersen overtog Posten, som han beklæder den Dag i Dag. Man maa imidlertid ikke tro, at Pantomimen har hævdet sin Stilling derinde uden Konkurrence. Tvertimod er der ofte gjort Forsøg paa at fortrænge den med noget nyt, men det har altid vist sig, at selv om det første Forsøg er lykkedes, blev Publikum dog ikke sta