TivoliI50Aar

En af deres bedste Venner var Vandkunstneren Ni* teder, og deres største Fornøjelse var at gaa ned paa Ryssensten, bade og kaste hverandres Tøj i Vandet, hvorfra Svømmeartisten da bragte det helskindet i Land. En Dag havde de faaet en yngre, dansk Artist med, men da han havde en Anelse om, at han den Dag skulde være Offeret, og han tilfældigvis havde anskaffet sig en ny Dragt, gemte han denne i Badehuset og skubbede en fremmed Herres Klæder hen paa Bænken, saa at det saa’ ud som om det var hans. Et Øjeblik efter var Kemble oppe paa Flaaden, og Tøjet svømmede ude i Vandet, hvor Niteder baxede med det. Herren havde imidlertid set Manøvren, han svømmede i en Fart i Land, fik fat paa Bademesteren, og da G. K. og N. kom op, blev de attrapperede, fik for at undgaa videre Tiltale en dygtig Mulkt, og blev for Fremtiden forvist fra Badeanstalten. Saa gik de ind paa en Restauration nede ved Langebro, hvor de konsumerede en hel Del Kognak. »Du, Frank, vi køre hjem,« sagde Kemble omsider. »Nej, ikke hjem, paa Tivoli,« svarede den anden. Og ud fo’r de af Døren og sprang op paa en tom Arbejdsvogn, der netop havde befordret en Ladning Kul, og var paa Vej efter én til. »Du Kusk! Vi køre med,« sagde Kemble, tørrede sine Fingre paa Vognsiderne og klappede ham i Ansigtet. »Værs’artig, min gamle Ven,« svarede Kusken og tørrede sine Fingre af paa hans Kinder. »Du Ferdinand, vi gode Venner,« sagde Gilfort og foretog samme Manøvre. »Well! Men har Du Ekvipage?« »Nej, — men der komme en — «