TivoliI50Aar

54

Men den næste Dag havde de altfor travlt med at afsøge Münchens Bierhaller, til at de skulde huske Bu­ ketterne, først da de temmelig anløbne mødte om Aftenen i Lokalet, kom de til at mindes dem. »Du, Frank, hvad skal vi gøre? vi har glemt Blom­ sterne,« sagde Kemble. »Det har vi minsandten ogsaa,« svarede denne. »Top! jeg véd Raad for det. Ser Du de Vaser der ved Siden af Prosceniet?« »Ja, hvad de?« »Der er Blomster i dem, naar nu det gamle Liv kommer frem paa Scenen, tager vi hver sin, og kaster den op til hende.« »Wel l !« Og som sagt saa gjort, da Sangerinden kom frem, hilsende Publikum med sit mest bedaarende Smil, fløj Vaser, Blomster, Vand og Sand om Ørene paa hende. Hun blev forfærdet, udstødte et hvinende Skrig om Hjælp og faldt i Afmagt, og kort efter klappede en venlig Haand dem paa Skuldrene. Det var Direktøren, der underrettede dem om , at han renoncerede paa deres værdifulde Optræden. Han skal senere have fortrudt det, thi det viste sig, at de, da de kort efter kom frem i et andet Lokale, gjorde stormende Lykke, thi det var i Virkeligheden dygtige Artister, der kun gjorde sig umulige ved deres næsten utrolige Kaadhed. B ü r g e ss var som bekendt i sin Tid en af Europas mest feterede Clowner, men da han første Gang kom hertil og optraadte paa Tivoli, var han næsten aldeles ukendt. For at gøre Reklame og bringe sit Navn i