TivoliI50Aar

57

jeg har gjort nogen af Jer noget ondt, det var ikke saa ilde ment, bær over med mig, for nu dør jeg.«. »Javel Jean!« sagde Kollegerne meget alvorlige, »det er tilgivet, dø Du blot i Ro.« Men Volkersen, der var den sidste, som drog forbi i Processionen, trykkede varmt hans Haand og sagde med et lunt Smil: »Farvel Jean Jensen og lev vel!« Det var for meget for Jensen; han fo’r op og over­ øste Spasmageren med en Mængde Grovheder, men sank saa blidt tilbage paa Lejet og sov kort efter de Retfær­ diges Søvn. Da han efter nogle Timers Forløb slog Øjnene op, havde han ikke Anelse om det opførte Skuespil, hvori han selv havde spillet Hovedrollen. En anden Artist Russeren Wi t z en ti fortalte en Dag, at nu vilde han drukne sig, fordi hans Kontrakt var bleven ham opsagt af Direktionen. Først kastede han sin Hue og dernæst sin Trompet i Stadsgraven, men da han skulde til at kaste sig selv ud i de vilde Bølger, syntes han dog at »Vandet var for vaadt«, saaledes sagde han, og foretrak at gaa ind under Paraplyen for at styrke sig med en Kognak. Her traf han tilfældigvis paa en Del Underofficerer fra et russisk Krigsskib, der havde Landlov. Han kom i Snak med dem, men en af dem fixerede ham skarpt, og sagde til ham: »Jeg kender Dig godt, Du er deserteret fra den russiske Flaade for fire Aar siden. Du var Matros.« »Vist ikke nej!« svarede Artisten, »jeg har ikke været hjemme, siden jeg var 15 Aar, og kan følgelig ikke være deserteret.«