TivoliI50Aar

73

»Ja vist saa, Du er en sjelden Fremtoning,« og ven­ dende sig om til Artisten spurgte han tøvende: »Den Hund er vel ikke at faa tilkøbs ?« »Nej,« svarede Artisten kort. »Heller ikke, naar — hm! — jeg byder 500 Kroner for den.« »600 ?« »Nej, kun fem Hundrede, — jeg synes, det er godt betalt for saadan et Kræ.« »Godt, kom med 550, saa slaar jeg til.« »Her er Pengene.« Kunstneren modtog dem og vendte sig saa om til Hunden og sagde: »Nu er Du solgt til den Herre, jeg haaber Du vil tjene ham ligesaa tro som Du har tjent mig.« Men Hunden svarede: »Har Du solgt mig, og oven- ikøbet til ham, der har kaldt mig et Kræ, det skal hævnes. Behold Du dine Penge, men han skal ingen Glæde faa af mig; for Fremtiden taler jeg ikke et Ord mere.« Og han holdt sit Ord. Restauratøren fik ham aldrig til at sige en Stavelse. At Artisten var en udmærket Bugtaler er en Selv­ følge. En bekendt afholdt Restauratør var gamle Bistrup, der havde Divanen Nr. 2. Han var en lidenskabelig Fisker, som ofte tilbragte Nætter og de tidlige Morgentimer ved Bredden af Stads­ graven, beskæftiget med at røgte sine Snører. En Dag havde han faaet en vældig Fisk paa Krogen, og baxede svært med den for at faa den iland. Paa