TivoliI50Aar

82

Se engang i Stockholm, udenfor »Blanche« eller »Berns Salon«, der sidder det fine, kunstforstandige Publikum paa de reserverede Pladser og nyder Sveagardens eller et andet Orkesters gode Musik, medens det almindelige Folk staar gabende paa den anden Side af Vejen og lader Tonerne, som en anden Klingklang, gaa ind af det ene Øre og ud af det andet. Og ligedan er det i Chri­ stiania, om muligt er Forholdet der endnu værre. Til at begynde med var Respekten for Koncerten i Tivoli heller ikke stor. De fleste Herrer tillod sig ugenert at ryge Cigarer, trods det strænge Forbud, og først da Opsynsmændene fik Paalæg om, uden Hensyn at vise enhver Døren, der viste sig med en tændt Cigar i Lokalet, lykkedes det at bringe Ro og Orden tilveje, og der var neppe gaaet tjorten Dage før Folk af alle Stænder sam­ ledes dernede tor at lytte til de Lumbyeske Toner, og det lille Oldenborrehus, som Folkevittigheden døbte den første Koncertsal, var fuld hver eneste Aften. Carstensen vidste nok, hvad han gjorde, da han valgte Lumbye til Musikdirektør paa Etablissementet. Allerede som Trompeter ved Hestgarden havde han gjort sig bekendt ved sine Dansekompositioner, der hurtig blev uhyre populære; men da han, efterat den ældre Strausz i 1839 havde gæstet København med et stort og udmærket Orkester, gik det op for ham, at sligt maatte han ogsaa kunde lave, og hvor meget han end beundrede de Strauzsiske og Lannerske Valtse. syntes han dog, at der inden i ham laa tusinder af ufødte, sprudlende Melodier, som kun ventede paa en Lejlighed til at vise sig for Verden. Og han skrev, og han samlede Orkester, og han indstuderede, og da han saa begyndte med sine Koncerter