TivoliI50Aar

9 2 __

Ogsamme Lydighed, som han havde været nødt til at vise overfor sine Foresatte, forlangte han af sine Musikere. Han var ikke deres Kammerat, men deres Kommandør, og han forlangte streng Disciplin. Energisk var han imidlertid, han bragte den ene store Nyhed fra Udlandet frem efter den anden, og ved en Ihærdighed og en Flid, der var aldeles forbausende,. arbejdede han sig op til at blive en særdeles duelig Dirigent. Han elskede de store Effekter, nogen fint ud­ viklet Smag var han ikke i Besid­ delse af. I Løbet af nogle Aar erhver­

vede han sig et Publikum; da kom det ulykkelige Misgreb, at han hædrede Feltmarechal Moltke, da denne aflagde Besøg i Koncert­ salen, ved at spille: »Heil Dir im Siegeskrantz 1 « til hans Ære. Publikum blev aldeles som rasende, Direktionen forbød ham

at gaa igennem Haven om Aftenen, da han sikkert var bleven lynchet, og lod ham færge over Stadsgraven, og en Pibekoncert var sat igang Aften efter Aften. Bleg, men fattet stod han paa Dirigentpladsen og tog imod Salven, — »de bliver vel trætte engang,« tænkte han og tilslut blev de da endelig kede af det. Saa begyndte han paa at genopbygge sin tabte Popularitet. Det var svært, næsten umuligt, men han var energisk som faa, og endelig lykkedes det ham. I de senere Aar var han altid vis paa at have et stort og forstaaende Publikum, specielt til sine Symfoniaftener, til