HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_I h5

Københavns Forstrandsret

98

terialier til andre Formaal, f. Eks. Havneanlæg, maa de ikke tages ved Stranden. (Heri ligger sikkert en Misfor- staaelse af Økonomiforvalterens Ord. Denne havde ikke anbefalet at tage Grus ved Stranden til nye Havneanlæg, men havde paapeget, at »ved eventuelle Havneanlæg o. dsl.« kunde selve Strandretten faa Betydning). For øv­ rigt var der jo ikke længer noget at tage (det havde, som vi saa, Grundejerne selv sørget for), og Retten var der­ for værdiløs »efter den gamle Regel, at hvor intet er, har Kejseren selv intet at fordre«. Grundejernes Opdæmninger ud i Søen, hinsides den det offentlige forbeholdte Vej, finder han ikke blot lovlige, men rosværdige. »Mange Ejendomme vilde meget snart ophøre at eksistere, hvis de ikke beskyttedes ved Opfyld­ ning, Dæmninger og Bolværker«. En Hævdelse af Kom­ munens Ret vilde have til Følge, at Ejendommen stedse skulde forblive i den Stand, hvori den var 1799. »Jeg an ­ ser dette for saa unaturligt, at jeg ikke kan tillægge en saadan Ret større Indhold, end at den Berettigede kan tage S a n d og G r u s , naar de forefindes, men at Ejeren har Ret til at foretage enhver Forbedring ved sin Ejen­ dom, selv om dette fører til, at Sand og Grus ikke længer vilde fmdes paa Ejendommen«. At tænke paa ved Ret­ tens Hjælp at tvinge Grundejerne til at borttage deres Bolværker og Stakitter, anser han for absurd. »Et Søgs- maal, som det nævnte, tør jeg . . . ikke love nogen god Modtagelse for Domstolene«. W inther slutter sin Skrivelse: »Naturligvis kan Kommunen beholde sin Ret, og skulde Naturen engang paatage sig Processens Førelse ved at bort­ skylle Dæmninger, Bolværk osv., saa at det atter bliver muligt at faa Sand og Grus ved Strandkanten, da kan man hente disse Genstande. Hvorvidt der er nogen Anledning til at heholde denne, efter mit Skøn meget lidet betydende Ret, der formind­ sker Ejendommens Værdi i en uforholdsmæssig Grad, skal jeg ikke udtale mig om; men spurgt herom vilde jeg ubetinget