FredensMolle_1905

52

JOSEPH OWEN 1826 til Kommercekollegiet kunde Owen argumentere ud fra, at fire af Byens daværende tretten Sukkerraffinade­ rier havde maattet indstille deres Virksomhed. E t af disse var Sukkerraffinaderiet i Nyhavn (den Gang Nr. 6, nu Nr. 11). 1812 havde Sukkerraffinadør Siegfred Schmidt kjøbt det af det Rømerske Interessentskab for 275.000 Rd. Cour., hvori Staten som Prioritetshaver del­ tog med 220,000 Rd., en Sum, der ved Pengeomvælt­ ningen i 1813 omskreves til kun 44,000 Rbd. Sølv. Saaledes dalede alle Værdier. Og skjondt Schmidt kæmpede tappert — han afbetalte efterhaanden næsten 14.000 Rbd. paa Statens Tilgodehavende — var i 1822 alle hans Ressourcer udtomte, han maatte lade Staten overtage Raffinaderiet for Restgjælden 30,387 Rd., efter at han først forgjæves havde søgt det afhændet ved tre Avktioner, paa hvilke der ikke engang blev gjort et Bud. Det var dette Sukkerraffinaderi, som Owen i 1824 søgte at blive Lejer eller Ejer af, og muligvis var han bleven det, hvis han havde kunnet raade over tilstræk­ kelig Kapital eller Kredit. Da der en Gang under For­ handlingerne er Tale om at stille en Sikkerhed, erklæ­ rer han, at han »ingen anden Sikkerhed har at tilbyde« end »en første Prioritets Rettighed i mit Vinlager, hvis Værdi kan fuldkommen anslaas til 20,000 Rbd. Sølv«. Men Statsgjældsdirektionen vragede denne Sikkerhed, og Sukkerraffinaderiet blev i April 1825 for 18,000 Rbd. med kun 2000 Rd.’s Udbetaling solgt til Sukkerraffina­ dør Johan Brandt, der Aaret efter kunde afhænde det med en endog god Avance til Kaptajn i Søetaten Chr. Donner og Grosserer Hans Wilder. Hvad der fremgaar heraf, er, at Owen paa denne

Made with