GeorgBrandesLevned_1908

Stor Foredragsrejse 97 kivar og saa videre, Mænd, hvis Navn jeg tidt havde hørt, men af hvem jeg aldrig havde læst en Linje. Imellem de sidste to Retter blev der en Pause. Paa et stort, skinnende Sølvfad overbragte en Tjener Husets Værtinde noget rundt og svært, som viste sig at være en Laurbærkrans. I det samme rejste Damen sig med spillende Øjne og livligt strittende Moustache og holdt med hævet Glas en Tale til min Ære, ifølge hvilken Laurbærkransen, voluminøs som den var, blev sat i Bevægelse og kastet over mit Hoved, til den blev liggende skævt over min Skulder. Det var en vemodig Udmærkelse. I min Opvækst havde jeg haabet paa Laurbær, drømt om Laurbær; nu fik jeg dem af en Dame med et lille Overskæg, paa over de treds. Saa hurtigt som muligt tog jeg Afsked. Jeg ventedes endnu samme Aften hos Forfatteren Ganghofer og hans smukke ungarske Frue, der havde lovet mig at jeg i deres Hus skulde se en Czardas danset, og hvor jeg var vis paa hverken at møde Kemikere eller Arkivarer. Jeg var selvfølgelig nødt til at tage Kransen med mig. Et Uhyre af en Krans var det, stor og tyk, rigtignok ikke saadan en tynd og flad Laurbærkrans, som efter Paludan- Miillers Paastand i Adam Homo er det højeste, man kan vinde i Danmark. Da jeg kom ned paa Gaden, var der i den sildige Aftentime ingen Vogn i Sigte. Jeg spekulerede da paa at kaste Uhyret fra mig; men det lod sig ikke gøre. Dette grønne Monument var helt gennemvundet med hvide og røde Atlaskesbaand med mit Navn, en Datum og en Hyldest i Guldbogstaver. Den vilde blive bragt mig tilbage til Hotellet næste Morgen mod en Douceur til den ædle Finder. Baandene slæbte paa Jorden. Mødte Nogen mig, holdt jeg Stilladset skjult bag Ryggen. Georg Brandes: Levned. III. 7