GeorgBrandesLevned_1908

Stor Foredragsrejse 101 den mægtige Meldahl. Han troede mig i Stand til at under­ støtte ham. Han var rørende i sin Entusiasme for Danmark, som han saa tidligt havde forladt. Alt begejstrede ham i Dan­ mark, ogsaa den da projekterede Selvbeskatning til Fordel for Kjøbenhavns Befæstning. Hvor ser man Sligt! sagde han. — Han vidste ikke, at Sligt var sket andre Steder med bedre Held. 6 . Et Wiener-Bekendtskab, der voldte mig Glæde, var det med Digteren Moritz Hartmanns Enke, en smuk, forstandig Dame, og hendes dengang lige netop voksne Søn Ludo Hart- mann, nu Docent ved Universitetet i Wien, ivrig Leder af Folkeuniversitetsforelæsninger, fremragende Historiker og overbevist Socialdemokrat; dengang en Yngling af sjælden Skjønhed. Han havde smukke Mennesker at slægte paa saavel paa fædrene som paa mødrene Side. — Moder og Søn besøgte mig det følgende Aar nogle Dage i Kjøbenhavn. Den endnu unge Moder levede udelukkende for Sønnen. Hos Goldbaum og andensteds traf jeg den berømte Komponist af Fliedermaus, Den lystige Krig, Zigøjnerbaronen, af An der schonen blauen Donau og de andre ypperlige Valse, Johann Strauss. Han var da 60 Aar gammel, men rank, ungdommelig og (vistnok med nogen Kunst) kulsort af Haar og Skæg. Han kom med den unge og smukke Fru Strauss. Man vilde imidlertid have fejlet, om man antog hende for hans Ægtehalvdel; han havde blot denne Gang ved et mærkelig heldigt Tilfælde sluttet et hjerteligt Forbund med en Dame, der bar samme Navn som han. Han spillede gjerne sine udmærkede Valse, der vel var meget smaa Kunst­ værker, men dog ægte Kunst, og lovede, da han syntes om mig, at tilegne mig en, hvad han imidlertid højst naturligt glemte.