GeorgBrandesLevned_1908

Dansk Politik og Aandsliv 127 Digtergruppe. Pol de Mont nærmede sig mig brevligt og bad mig skrive om Gruppen, i uskyldig Tro til at „dens Lykke da vilde være gjort.“ Den behøvede en Kritiker med evropæisk Ry, da dens Sprog var saa lidet kendt. Jeg følte mig tiltrukket af de Poesier, der blev mig sendte, lærte mig at læse og forstaa det flamske Sprog saa nogenlunde, og skrev en lille Afhandling om Pol de Mont. Fra Riga kom gentagne Breve fra en Frøken Mohr, der sendte et begejstret Essay om mig. Hun „skyldte mig sin Dannelse“, havde tilbragt Aar fordybet i mine Skrifter; naar hun læste mig, var det som grebes hun af en Rus; hver Gang hun havde læst nogle Sider, fulgte halvt Salighed, halvt Kval i Bevidstheden om en uendelig Fylde, som det aldrig vilde lykkes hende at udmaale. — Hvad værre var, hun skrev, at hun maatte lære mundtligt af mig, vilde komme til Kjøbenhavn for at høre mig tale. Skrækslagen for at faa endnu en fremmed paa Halsen, der i hele Byen kun kendte mig, fraraadede jeg hende saa stærkt som muligt at komme, foreholdt hende det urimelige og unyttige deri; men forgæves. Ikke længe derefter ankom hun, insinuerede sig, blev en Tid lang min Oversætterinde, slog saa om og forfulgte mig under Navnet Laura Marholm i Aarevis i tyske Tidsskrifter og Blade med sit Had.