GeorgBrandesLevned_1908

138 Sommerferie og Efteraarskampe ham hver for sig med en Undskyldning, hvad de hed og hvad de var. Da vi om Aftenen sad i Verandaen, der gik ud mod Vierwaldstadtersøen, sagde Delpit til mig: Hvad er Navnet paa det Bjerg derovre? — Det er Rigi, svarte jeg. — Nej, nu anser De mig alligevel for mere lettroende end jeg er, udbrød han. At det Bjerg ikke er Rigi, det véd jeg. Men dets Navn kender jeg ikke. — Det var nu Rigi alligevel. 5. Legemligt svag og aandeligt syg kørte jeg i Diligence fra Chur op til St. Moritz. En ung tysk Officer, en Grev Schwerin, var min Sidemand i Kupéen; vi samtalte og sympatiserte. Vi blev begge ved Synet af St. Moritz over­ vældede af samme dødelige Melankoli. Man var paa denne Højslette som afskaaret fra Omverdenen. Ingen Jernbane førte derop; man maatte længe forud bestille en Plads, naar man atter vilde ned. Idet vi saa ud over Egnen, forekom det os begge som om dette Opholdssted maatte være trøstes­ løs kedsommeligt. Jeg for min Part begreb ikke, hvorledes jeg skulde kunne udholde det nogle Uger deroppe. Jeg gjorde Stedet højlig Uret. Her var smukt nok til at man kunde leve ensomt her, og jeg fandt desuden Sel­ skab nok, først ligegyldigt, senere forstandigt. Men jeg havde en Periode af uafrysteligt Tungsind. Et Par Optegnelser fra de Dage er Vidnesbyrd derom: Foran min Dør holder en stakkels Hest. Der sidder Fluer i horde­ vis paa dens Hals, hvorhen Manken ikke naaer. En stor Hesteflue har bidt sig fast etsteds paa dens Ryg, hvortil den ikke kan naa med Halen, og rundt om den har en Snes mindre Fluer slaaet Kres. Den arme Hest slaar med Manke og Hale, skælver og ryster sig for at blive af med sine Plageaander. En enkelt Gang lykkes det at faa dem til at hæve sig lidt;

Made with