GeorgBrandesLevned_1908

Andet Ophold i Polen 161 Da jeg Dagen efter gik ind i en privat Malerisamling og havde været der noget, kom Damen, som ejede Lokalet, ilende imod mig, gav mig Pengene tilbage og sagde: „Jeg erfarer i dette Øjeblik, at De er i Galleriet. Det er en saa stor Glæde for mig, at jeg umuligt kan tage Penge derfor.“ — Og hun bad mig medtage nogle Fotografier af Kunst­ værkerne som Erindring. Da jeg sluttede, var Byens Velvilje paa Kogepunktet. Jeg kunde flere Gange neppe komme til Orde for Bifaldets Vedvaren, og hvert Øjeblik brød det løs, dog ingenlunde spontant, men altid paa Steder, hvor det ikke stillede mig blot. Det var mig, som havde jeg Salen i min Haand. Fremkaldelser og Kranse opnaar enhver Skuespiller og Sanger, der har Held med sig. Saa uforstandig var jeg ikke, at jeg lagde Vægt derpaa. Men det, som rørte mig, var, at man betragtede mine Foredrag som en politisk Begivenhed, som Europas Protest mod det, der skete i Polen da. Jeg var „Polens Ven, som havde bragt det Trøst i Modgang“, den Mand, hvem Landet var taknemmeligt. Man tænkte sig endog i sin Naivetet, at naar Russerne havde tilladt mig at tale, mens de ellers — tidt i sidste Øjeblik, efter at Censuren havde godkendt og tilladt — forbød andre Fore­ drag (som lige da Jarochowskis), saa beroede det paa, at Russerne var imponerede af mit Navn. Det var de selv­ følgelig saare langt fra at være; men de vilde overfor en Fremmed vise sig som en civiliseret Regering; de yndede ikke, det skulde demonstreres for Europa, hvor haardhændede og despotiske de var. Hvad jeg i hine Timer i Varshavs Raadhussal ydede, blev tifold givet mig tilbage i den elek­ triske Strøm, som først fra Salen, senere fra den polske Presse slog mig imøde og betog mig.

Georg Brandes: Levned. III.

11