GeorgBrandesLevned_1908

Udlændighedens Afslutning 13 alle vidste — at jeg gerne havde tilbragt Resten af Aftenen med de Tilstedeværende, men at dette formentes mig af Senioratet, blev der en stærk Bevægelse blandt Studenterne. De, der havde fremtvunget, at jeg blev indbudt, havde alle­ rede lejet en Sal andensteds. Fire hundrede Studenter fulgte mig til Larsens Lokale. Fem trykte Sange, som havdes parat, blev omdelte, nogle iblandt dem vittige. Her et Par Strofer af en af dem: Saa lad dem kun dreje Nøglen om for Templet, hvor Sokrates staar som et Billed paa Filosofi og Hedendom, der, Gudskelov! udenfor Porten er stillet; hvor nylig Kliken lod Politiken, Foreningens gamle Elsker, i Stikken, :| skønt haardt det kneb. |:

Augurerne saa, at et Tegn betød, man kunde for Æstetiken ej spares. Naa, høre paa den — lad gaa til Nød! men drikke med den — nej, Gud bevares! Der kunde komme til Ytring somme mod Paludanister ukærlige Domme, :| naar Rusen steg. |: Og derfor staar som en Obscurant vor Festsal hisset med Gassen slukket, med Hoederne hyllet i Mulmgevandt, med alle Gardiner for Vindverne trukket, og fyldt i hver eneste Krog af den reneste friske Tobaksrøg og Brandes’ seneste gyldne Ord, ja gyldne Ord.

Jeg tog Plads mellem J. P. Jacobsen og Drachmann, talte først til Svar paa Skaaltalen for mig, holdt dernæst en stor, efter Sigende virksom Tale og sagde endelig tilsidst nogle humoristiske og forsonende Ord, ved hvilke jeg udglattede en