GeorgBrandesLevned_1908

30

Udlændighedens A fslutning Men jeg nedskrev den 7. Juli disse Ord, som jeg senere indflettede i min Afhandling om Ibsen: „Det forekommer mig fornemmere at bære sig ad som hine Ludvig XVI’s Generaler, der med og trods deres Generals-Epauletter gjorde Tjeneste i Condé’s Hær som simple Soldater.“ Det var mig klart, at materielt betragtet var Modtagelsen af Tilbuddet en slet Forretning. Jeg vilde ved at tage til­ bage til Kjøbenhavn miste Alt, hvad jeg kunde tjene ved Correspondancer fra en Storstad, ved Foredrag i tyske Byer, da Rejsen blev for lang — Gjedserruten eksisterede jo ikke dengang — og ved private Foredrag i Kjøbenhavn. Jeg kunde ikke forudse den Tilstrømning, der bevirkede, at jeg dér kunde holde det samme Foredrag, der hørtes uden Vederlag, undertiden endog to Gange for Betaling. Jeg mistede 4000 Kroner for at indvinde 4000 Kroner; men jeg saa ikke Sagen pekuniært. En Frygt kunde jeg i Begyndelsen ikke beherske, den, at de Unævnte, der kaldte mig tilbage, en Dag skulde kaste Anonymiteten og paa ydmygende Maade stille Krav til min Erkendtlighed. Jeg overvandt den imidlertid og havde ikke behøvet at nære den. Man behandlede mig med fuldendt Takt. Alt hvad jeg længe efter erfor var, at Pietro Krohn var den, som havde sat Sagen i Gang, og at Bidragene ligeligt var givne af Venstre og Højre. Haardt var det lige­ fuldt for mig at skulle modtage Hjælp af Fremmede og lade mig høre som en Valgmenighedspræst, jeg, der havde kunnet leve rundeligt, ja rigt, af mit Arbejd, havde den danske Lov­ givning ikke i dens Hensynsløshed plyndret mig. Dersom jeg havde forudset, hvad der ventede mig i Danmark, saa havde jeg med al skyldig Tak givet et af- slaaende Svar. Jeg var ikke skarpsynet nok dertil. Af mine Venner var derimod baade Paul Heyse og Henrik Ibsen det; men jeg raadførte mig ikke med dem.