GeorgBrandesLevned_1908

388 Rødt og G raat paa tyvende Aar. Enhver Fremrykning i Anseelse eller Anerkendelse var Signalet til ny Udbrud af smaalig Mis­ undelse. Og det Rædselsfuldeste var dette: Følelsen af, hvorledes selv en fribaaren Sjæl skrumpede ind i disse Lilliputforhold, vænnede sig til at tage det Ligegyldige alvor­ ligt og tillægge det en Art Vægt, vænnede sig til at se Gemenheden behandlet som ligegyldig og straffri eller oven i Købet som egnet til Belønning. Det var nødvendigt, daglig i sit Sjæleliv at bestige et Taarn, hvorfra man kunde overskue Synskresen, og desuden daglig at indprente sig Nødvendigheden af, for sin Udvik­ lings Skyld at veksle Horizont. Jo friere man var stillet, des skarpere saa man, hvad der dybt nede i Snevringerne laa for Dagen, Folkets dulgte Fortrin og skjulte Brøst. Jo højere man hævede sig, des klarere saa man ud over den vide Verden, hvor der tænktes og arbejdedes, forskedes og frembragtes, og var derfor i Stand til at skønne, hvad af alt dette der var egnet til Fremme for det danske Folk og kunde komme det til Gode. Jo mere Horizont man havde og jo mindre stavnsbunden man var, des mere levede man ikke blot for sine Nærmeste eller for sine Landsmænd, men for alle dem, som havde En behov, ligegyldigt hvor deres Vugge stod, blot det Lidet, man vidste og evnede, den Smule Paavirkning og Indvirkning, man var Herre over, den Indflydelse, man efterhaanden kunde øve, blev sat ind paa rette Sted. Mangt et forurettet Menneske kunde man da hjælpe, ja hele Folkeslag, der appellerede til Retssans og Frisind, kunde en enkelt Privat­ mand uden nogen officiel Myndighed skaffe Oprejsning eller idetmindste bringe Trøst. Endelig, det følte og vidste jeg: Den, der saa’ langt og vidt, og som derfor havde Begreb om talrige politiske og