GeorgBrandesLevned_1908

44 Udlændighedens Afslutning et noget, der vil hjælpe med at bryde et noget andet Vej mod Liv fra Død. Dette sagdes at klinge ud fra Videnskabens Esser, fra Dybets Schakter,

fra Viddernes Platform, men ej fra Urens sumpsyge Kær, hvor Eventyret gror — et Noget, der er nogetnær Naturens Barn af en evigt frugtbar Oldemoer.

I en Artikel om det norske N y t Tidsskrift spøgte jeg med dette Digt. Jeg skrev: „Men hvad er det dog for Noget? Det har den løjerligste Stamtavle af Verden. Det er, som vi hører, Oldebarn af Naturens Bedstemoder. Den sidste Personlighed er temmelig ubekendt, med mindre den — hvad man af Alderen maaske tør slutte — skulde være den samme som man i det vulgære Talesprog reverenter talt plejer at kalde for Fandens Oldemoer.“ Jeg skemtede med Drachmanns Papa-Holdning overfor Partierne, med hans Ord i et Digt til Bjørnson: Det Blod, som i min Ungdomsaare randt var rødt, som dit nu, men slap op før Tiden. Jeg skrev: „Det som er det forunderlige ved disse Ud­ talelser, er ikke at en ung Mand bliver en ældre Mand med Aarene (Drachmann har selv i sin gamle Fortælling Fra Sandets Regioner stillet sit Horoskop i Ordene: „Tiden og den medfølgende Modenhed vil nok gøre ham spag, og jeg tror at kunne forsikre Selskabet om, at hans øvrige, ellers meget brugelige Talenter vil en skøn Dag gøre ham til et meget brugbart Medlem i vor Midte“). Men det for­ underlige er den Hast, med hvilken Forandringerne foregaar hos Drachmann. De har lige lært ham at kende som den evig Unge, en Mellemting mellem en Cherubino og en Sø­ kadet, De tror, De har ham der! Skudt forbi! Kom igen