GeorgBrandesLevned_1908

46 Udlændighedens Afslutning med Sorg læste denne Imødegaaelse af hans Digt og denne Skemt med hans Personlighed, skrev hun mig et elskvær­ digt Brev til og spurgte mig, om der laa en dybere Uvilje bag Angrebet, hvad hun højligt vilde beklage; ellers bad hun mig give mit Mindetil en Forsoning. Jeg svarte øje­ blikkeligt, bad hende sige Drachmann fra mig, at han nu burde skrive saa hvast et Svar, han lystede, paa Angrebet i min Artikel, jeg forpligtede mig paa Ære og Samvittighed til, hvad han end skrev, ikke at svare en Linje. Saa havde jeg fyret og han fyret, hans Selvfølelse var skaanet og vi skulde for Fremtiden være de bedste Venner og aldrig mindes den lille Skærmydsel. Det viste sig imidlertid, at baade hun og jeg havde taget fejl af Drachmanns Sindelag da.Det var ikke en flygtig Stemning, som havde givet sig Udtryk i hinforandrede Holdning, men et Omslag i Følelses- og Viljes-Livet. Han afslog enhver Forsoning og nærmede sigbestandig mere Modpartiet. Han deltog i Højrepartiets Fester og skrev en Sang til Estrup. 21. Med lidenskabelig Iver førte jeg Arbejdet paa Den ro­ mantiske Skole i Frankrig til Ende. Og saasnart Skriftet var færdigt og gennemrettet baade paa Dansk og Tysk, be­ gyndte jeg paa Læsningen af de talrige Bøger, jeg maatte kende, før jeg kunde begynde at skitsere det afsluttende Bind af Værket, som skulde bære Navnet Det unge Tysk­ land. I Slutningen af 1882 indeholdt det engelske Aihenæum under Overskriften Tysk og Dansk en velvillig Omtale af mig. I Begyndelsen af det næste Aar sendte Paul Bourget mig en Artikel, han havde skrevet, hvori han roste mig