GeorgBrandesLevned_1908

54 Udlændighedens Afslutning Fødejord, ufrivilligt og uden noget Festmaaltid forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Høj­ modighed. Maatte alle den Stærkes og Vældiges Dyder udfolde sig i Tyskland! Meget er jo alt virkeliggjort af det, som de Førmartslige haabede for det tyske Rige. Maatte af deres Fremtidsdrømme ogsaa alt det Ikke-Fantastiske, der endnu ikke er opnaaet, blive en Virkelighed! Maatte der forestaa Tyskland en stor og glorrig Fremtid, rig paa sand Lykke og sand Hæder!“ Paul Heyse havde skrevet et længere Digt til Festen, hvoraf de to første Strofer lød saaledes: Es klingt ein unwillkomnes Wort Herüber aus der Ferne: Ein lieber Gast will wieder fort, Will folgen seinem Sterne, Man ruft nach ihm im Heimatland Da lässt es ihn nicht ruhen, Da schüttelt er den Märk’schen Sand

Entschlossen von den Schuhen. Wir liebten als den Unsern ihn, Traun, unserer Besten Einen. Nun spricht er: „Lasst mich von Euch zieh‘n!

Es brauchen mich die Meinen“. So wende Dich von hinnen nur: Dein Bild wird nicht erblassen, Dein Fuss hat schon so tiefe Spur Im deutschen Grund gelassen.

Aftenen havde en vis Hjertelighed; der næredes oprig­ tig Velvilje for mig. Blandt de smukke og elegante Damer, der forherligede den, var Digteren Richard Voss’s Frue og Baronesse Senfft-Pilsach. Det gaar En underligt, naar man er Genstand for slige Fester, af hvilke jeg efterhaanden har