GeorgBrandesLevned_1908

75

Alm indeligt Frafald

3 . Hvad der var sket, lod sig uden Vanskelighed psyko­ logisk forklare. Berg havde følt sig overset eller dog ikke behandlet med tilstrækkeligt Hensyn af Venstres kjøben- havnske Tilhængere, der desuden frastødte ham ved deres aandelige Væremaade og Holdning, saa ulig hans egen. Af politiske Grunde blev denne Modsætning af ham formet som grundtvigsk Religiøsitet mod Fritænkeri, som Danskhed mod Evropæisme. Han har sikkert i Øjeblikket ment, at skilte han sig fra de kjøbenhavnske Medudgivere af Morgenbladet, stod Vejen til Magten ham aaben. Drachmann havde, som allerede antydet, private Grunde til Misfornøjelse. Han havde i længere Tid følt sig ilde be­ rørt af Edvard Brandes’ skarpe Forstand, der var saa ulig hans eget Væsens uafbrudte Stemningsbevægethed, og endnu langt mere af dennes Pessimisme, der tog Modet og Selv­ tilfredsheden fra ham, viste ham Fremtiden mørkere end han kunde se den og taalte at se den. Hertil var nu paa et særlig inderligt Omraade kommet en Rivalitet, der hur­ tigt medførte, at Drachmann følte sig fortrængt, hvor han havde troet sig sikrest og helst vilde være det. En heftig Forbitrelse greb ham, og da han ikke kunde røbe Offenlig- heden dens egenlige Aarsag, da denne Aarsag desuden for hans digteriske Bevidsthed hurtigt almindeliggjordes og antog store, ædle Former, saa følte han sig sædeligt opbragt og paa Forhaand fristet ikke til en personlig Modstand, men til et Omslag og en Kamp paa betydningsfulde, tilsidesatte Ideers Vegne. Saaledes fremkom Forkyndelsen i anden Del af hans Skyggebilleder, Ostende-Briigge, hvorom hans i lang Tid nærmeste Ven, hvis Grundsyn iøvrigt var beslægtet med hans nye, uden Overdrivelse skrev: „Med Hjertet fuldt af