KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

gene med Oldtidslandet som Maal, men først nu var det blevet til Alvor. Begge to bar vi vores Oppakning af Hypo­ teser, og Johannes V. utvivlsomt den tungeste: Mulighe­ den for at finde Spor af en Baadehavn eller Ophalings- plads i Nærheden af Tofte Kilde, det rustfarvede Væld, som i fjærne Dage var helliget Dyrkelsen af Himmelguden Ti, han, som gav Tibirke og Tisvilde Navn. Johannes V.Jensen gik forrest, med smaa korte Vugg i Hofterne og Fødderne strengt parallele som hos en No­ made i Fart. Eller en Indianer! Barndommens Stifinder i bløde Mokkasiner. Og jeg har aldrig kendt et Menneske, der som han kunde mærke Fortiden gennem Saalerne. Hvor han end traadte, gav Jorden noget fra sig, et Skaar, en Flinteflække eller Halshvirvlen af en Uroxe, hentet op med Fyldet fra en meterdyb Dræningsrende. Ogsaa den Dag fejrede hans Sporsans smaa Triumfer, der fyldte ham med et sødt Behag. Han fandt paa en af de kuplede Bakke­ øer, der engang havde været havomflydte Holme, Rester af en Flora, der fortalte os, at de, som for Aartusinder siden havde befolket dette Jordskud, havde haft grønne Ege­ kroner over sig. Vi hørte begge Skoven suse. Baadehavnen fandt vi ikke - og dog er den der, selvføl­ gelig! - men vi trak længst forsvundne Færdselslinjer op og gik dem efter i Terrænet. Lønnen fik vi et Par Aar efter, da Tørvespaderne afdækkede Mosens berømteste Fund: den stenlagte Færdselsvej fra romersk Jærnalder, der svarer saa smukt til Himmerlands Borrémose endogsaa hvad selve Navnet angaar. Borreengene hedder den Lokalitet, som vi hin Dag gennemvandrede med Jærnalderfolkets Kørebane usynlig under os, dækket af Kæruld og Nellikerod. Vi var ihvertfald paa Sporet. 6