KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

Oppe paa Johannes V.Jensens Bakke skiltes vi efter Tu­ ren. Men før jeg gik hjem til mit, gjorde han et lille rapt Slag med Haanden som for at sømme en Sandhed fast: - Her er en Mand paa sikker Grund. Her har de kørt!- Jeg saae paa de to Fordybninger, der løb et Stykke som Grøfter gennem Lyngen, og Nomaden, der nu søgte nedad mod sit Hus, blev med Et til en Skikkelse, som han selv havde skabt. Det var Hestebetvingeren og Køresvenden Hvidbjørn jeg saae, og den Stump Oldtidsvej, som hans Haand havde peget paa, var det første Hjulspor efter hans slingrende Kærre. Hvidbjørn. Ja , husker De ham? . . . Hans Fart over Sletterne ved Vintertid, med Vildhestene foran, fulde af Løbskhed, og Slæden huggende fra Højre til Venstre som en Baad i oprørt Sø. Og husker De ham om Sommeren, hvor Slæden er stuvet væk som en ubrugelig Ting, men Drømmen om Farten stadig skummer ham i Blodet . . . Han grunder. Han grunder igen. »Se der er nu Rullerne, han plejer at lade sine Fartøjer løbe i Søen med . . . Om man gjorde en rund Træstok fast under Slæden, saadan at den fulgte med og blev ved at rulle under Mederne hele Tiden ? Hvidbjørn kan ikke faa Rullen ud af sit Hoved. Han prøver, lægger Remme om begge Ender af en tyk Træ­ stok og hænger den under Slæden; men Remmene binder og vil ikke lade Rullen gaa rundt. Den behøver jo nu heller ikke at røre Jorden i hele sin Længde, Hvidbjørn hugger den tynd undtagen ved En­ derne og faar den nu virkelig til at hænge ved; men det har ingen Art før han i Stedet for Remmene gør Hul i selve Mederne og lader det tynde af Rullen gaa deri.

7