KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

Nu kunde Slæden virkelig køre paa den bare Jord. Men de runde Træskiver i Enden maatte gøres større, tages af en tykkere Træstamme, og det var et langt Stykke Arbejde at hugge den tynd paa Midten; hvorfor ikke gøre en Stang fast paa Slæden og lave Hullet i selve Skiverne ? Det knitrer i Hvidbjørns Haar ved Tanken; han faar Tømmerarbejdet gjort og ser sig saaledes efter flere Som- res møjsommelige Forsøg og et uendeligt Hakkeri med Stenøksen i Besiddelse af den første Kærre. Nu Hestene for! Hvidbjørn henter et Par, og det kan nok hændes, de vender det hvide ud af Øjnene ved Synet af dette Stillads med to maaske meget skæbnesvangre Hjul under. De rømmer sig og bæver saa smaat, gør sig rede til en Galop, om det saa skal være til Verdens Ende, for Fri­ heden, og det maa de godt, mener Hvidbjørn; men de skal staa stille, saa længe til de har faaet Læderremmene paa; en lille Smag af dem hen ad Flankerne gør dem paa een Gang villige til at tage dem paa og mere frihedslystne til Gavn for, hvad Hvidbjørn har i Sinde. Et Bidsel af Hjorte­ tak i Munden til at skumme over, væk fra Hovederne, Drenge, og den glade Hvidbjørn kører . . .« Om denne første rasende Kørsel med Hest og Kusk og skumplende Hjul fortæller Johannes V.Jensen os en Ting, der nok maa staa for hans egen Regning: den skænkede Hvidbjørn Ilden. Røg og Gløder, tilslut den klare Flamme, brød ud fra de hedede Nav, og modsat Vognen ved Eliæ Himmelfart kvaskede Hvidbjørns Køretøj sammen i en ublid Forvirring af splintret og rygende Træ. Men Ilden fik han altsaa, den kostelige Gave. Senere Tiders Vognmænd - som alle er af Hvidbjørns Æt - vil hæfte sig mere ved andre Erfaringer, som han ud- 8