KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

drog af sin Prøvetur og gjorde sig til Nytte. Han lærte først at hælde Vand paa Hjulene og senere hen at smøre Vognen med Fedt og Talg. Han forbedrede Hjulene. »Ski­ ver taget paa tværs af en Træstamme kunde ikke holde og krævede et umenneskeligt Arbejde at hugge fri; han lagde to stærke Stykker Træ sammen over Kors og gjorde Navet i Midten; uden om bøjede han et stærkt Asketræs Skud af et Haandleds Tykkelse hele Vejen rundt og surrede det med Svineskinds Øle. Surringen beskyttede han ved at lægge endnu en Asketræs Skinne udenom igen til at tage imod Slid, og nu kunde Hjulet næsten ikke blive bedre. Han forlængede Navet, for at Hjulet ikke skulde slingre. Ogsaa Vognen selv forbedrede han, gav den en Stang til at spænde Hestene for og Svingeltræer til Skagler.« Saaledes byggede Hvidbjørn sit Køretøj, ene Mand fuld­ bragte han det sindrige Værk. Naturligvis skal Fornuften have Lov til at rejse Indven­ dinger. Den siger os at Vognen, selv i sin første, primitive Form, er Summen af Generationers Taalmod og Efter­ tanke. Men denne Selvfølgelighed kan hverken rokke ved Digterens Fantasi eller hans Ret til at samle Processen i een enkelt Skikkelse, Foregangsmanden, Geniet, der skaber Tingen paa Trods af Vanskelighederne og de Middelmaa- diges skæve Smil. De, som ikke var med, da Indbildningskraften blev for­ delt, men maatte nøjes med at faa Part i Skyklapperne, vil hellere banke paa Videnskabsmandens Dør for hos ham at søge anden og bedre Besked. Og dog vil det ikke nytte dem stort. Slige Folk vil snart erfare, at den kølige Forsk­ ning ikke har noget bedre at byde paa end den digtende Fabulant, - ja, hvad værre e r: i det Store og Hele giver den

9