KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

fattet, har en let Bismag af det nære Asien. Man træffer Mennesker, hvis Sprog kun de færreste Russere forstaar, og man kan møde baade Bjørn og Ulv i det Fri. Vognen var uden Fjedre, stiv og ubehagelig. Værst var dog Overdelen, en Slags Kurv af flettede Vidjer, fastbun­ det til en tykkere Pilegren, der paa samme Tid gjorde det ud for Sidelæn og Rygstøtte. Naar Vognen bumpede - og den bestilte ikke andet - ramte denne Gjord mig paa et Sted, hvor jeg fornylig var blevet vaccineret mod Kolera, og hvor Lægen hjemme i Petrograd (det hed det dengang) havde halet en knækket Kanyle ud med sin Pincet. Farten belærte mig om, at Stedet stadig var ømt. Til alt Held var Vejret smukt. Efteraaret var lige be­ gyndt, Morgensolen gjorde Birkeskovene gyldne, og Luf­ ten var klar, bundløs og kølig. Kun Føret kunde ønskes bedre. De første tolv-fjorten Verst kunde det vel gaa an, men da vi hen paa Formiddagen svingede ind i en lukket Skov, fik vi Kærligheden at føle. Voldsomme Regnskyl havde i den sidste Uge opblødt hele Guvernementet, og Vejen, vi fulgte, gav efter som en Grød. Tilslut blev vi stikkende. Kusken tog sine Filtstøvler af for ikke at smudse dem til, og jeg lagde Pelsen og stod ud tilhøjre. Vi tog om Egerne paa hver sit Hjul; men det er svært at flytte en Vogn, naar man ikke selv har Bund under Fødderne. Endelig, da megen Sved var faldet fra vore Pander og kun* havde forøget Vandmængden i det russiske Morads, hentede Kusken sin Langøxe frem. Med en Tommelfinger, der lignede en sprukken, bagt Kartoffel, befølte han dens Ægg, og jeg maatte tage mig sammen for ikke at lukke Øjnene. Hvor megen Angst kunde jeg ikke have sparet mig! 32