KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

Men Plads var der til dem alle. Ind imellem Husene bugtede Vejen sig, bred, rummelig, generøs. Den eneste Ting af Format i denne armodige Verden! Vi fyldte ikke stort. For her, hvor vi kom enligtjokkende, kunde sex Karosser have passeret hinanden, endda med passende Luft imellem sig. Næste Dag saae jeg, at Vejen ikke tabte i Bredde ved at komme uden for Byen. Side om Side løb lange, dybe Hjulspor - otte eller ti, jeg talte dem ikke - videre ud i det uendelige Rusland... Naar jeg nu tænker tilbage paa denne Køretur, for- staar jeg, at den baade flyttede om paa Tid og Sted. Hvad jeg saae, var Oldtidens Vej bevaret, hvad jeg foretog mig var Forfædrenes tilvante Gærning: at lægge Raftebro eller »Vaser« hvor Bunden ikke vilde bære. Vil en eller anden nu ønske sig den samme Oplevelse, behøver han ikke at rejse udenlands. Jeg har før peget paa et enkelt Spor i Tibirke Bakker; men jeg har andre paa Haanden og mere tydelige. Følg mig over til de jydske Hedeflader, dér vil de se, at Oldtidsvejens Spor aldrig blev slettet ud. Snorlige som Skinnepar - hvor Terrænet er fladt og aabent - strækker Sporene sig helt ud til Kimmingen. Men de bugter sig som Orme, naar der har været Hindringer at omgaa. Vadesteder kan De finde endnu. De kan høre Vandet i en Aa eller Hedebæk sløre som Eger og Nav. Fra min Barndoms Ferier paa Hederne imellem Skjern og Varde husker jeg disse Vadesteder som forfriskende Af­ brydelser i Køreturens Ensformighed. Naar Bunden var fast, holdt vi an midt i Strømmen og lod Hestene drikke. De lyse Haar paa deres Haser bevægede sig som Søplan­ ter for Vandets Træk, og var man heldig kunde man se en

3 4