KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

Fiskeyngel nærme sig og forsvinde igen med et pludseligt Sæt, som smaa Knivblade, der trækkes væk af en Magnet. Men jeg husker ogsaa Køreture, der var fulde af Hede­ landets vilde Dramatik. Uvejrsnætter, hvor Lynene flet­ tede Ildgittre over Sydhimlen, og Vognen svajede i det rivende Aaløb som et Skib ifærd med at kæntre. Det Øje­ blik kom, da Vandet trængte ind over Fadingen og Kvin­ derne begyndte at skrige. En Stemme sagde »Rolig«, og man blev trykket tæt ind til sin Moder med en Magt, man ikke før havde kendt. Mørket var buldrende tæt, men naar et stort Blaf brød ud af Nathimlen, saae man de Voxnes Ansigter lyse som Masker af hvidt Papir. Paa Ture som denne hang Livet om ikke i en Traad saa dog i et Par Tømmer. Det eneste, der talte, var Manden paa Bukken, h a n s Erfaringer, Kyndighed og Ro. I det halve Aarhundrede, der er forløbet siden da, er Hedelandskabet blevet et andet. Lyngskjoldet er blevet brudt, blygraat Sand taget under Plov, og spredt ud over Fladerne staar sluttede Hærformationer parat til at rykke endnu længere frem. De grønne Naaletræer er Kulturens Lejesvende, deres Topskud en Skov af Landser... Men Fortidsvejen er ikke udslettet. Glidende som en Huggorm, der vil skjule sig i Lyngrisene, slæber den sin graa Linje tværs over Heden, og mørke Gravhøje staar Vagt ved dens Side. De blev rejst langs Sporet, da Vejen var ung, at de som drog forbi kunde se hvilke Mænd man her havde ejet, og krydse et Hammertegn til deres Ihukommelse. Det er længe, længe siden jeg har været paa disse Kan­ ter, og jeg tør ikke sige, om der er bevaret et Stykke Hede­ land saa bredt og fladt, at Luftspejlingerne endnu kan lege over det. Men Folkene herude har aldrig sluppet Forbin­

3 5