KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

delsen med deres Fortid, deres Tanker gaar paa lange Rej­ ser, de er synske nok til selv at bygge et Fatamorgana op. Naar Hedebonden bryder ny Jord op, en Dag hvor Var­ men staar flimrende over Sandet, eller en Aften naar Disen tætner sig i Lavningerne, da ser han Forfædrenes Tog be­ væge sig ad de gamle Vejstriber. Kærre følger efter Kærre, aabne som overdækkede og pakket med Kvindfolk, Hus- geraad og Rollinger. Der er Ryttere baade i Fronten og paa Siden, Ynglinge med Udfærdens Forventning i Krop­ pen, ældre Mænd med jærngraa, vagtsomme Øjne og af et besindigt Blod. Sindigt skrider ogsaa Karavanen frem, for at Malkedyrene kan vinde med. Af og til tror man at se den sidste Vogn, men det viser sig bare at være et Slip. Nye Kærrer... nye Kærrer... Hundreder af dem! Det er ikke en Stamme i Opbrud, men et helt Folk paa Vandring. Et jydsk Folk, der sætter Kursen sydpaa, drevet væk fra Bopladserne af Uaar og den uforklarlige Drift, der hedder Længsel. De, som skriver Kulturens Historie, synger Skibet en Højsang. Da Mennesket underlagde sig Havet, blev ogsaa Jorden erobret. Horizonten var sprængt, den brede, blaa Vej bandt Landene og siden Kontinenterne sammen. Men denne uomtvistelige Sandhed forringer ikke Vog­ nens Betydning eller afkorter dens Perspektiv, et af de længste som overhovedet er trukket. Man betræder ikke Vejene i Tibirke og Borrémose uden at føle baade Stolthed og Bevægelse; ja hvorsomhelst man møder et Stykke beva­ ret Oldtidsvej, forsøger man at tyde de svage Træk, betæn­ kende at Hjulsporet er Vognenes Skrift, et hendøende Bud­ skab fra dem, der kørte dem. Meget er ikke tilbage, men saa sent som i 1922 kunde Hugo Matthiessen skrive: 3b