KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

»Ligesom Nutiden endnu paa mangen Strækning bru­ ger Veje, som trofast klynger sig til Sporene af de gamle, tog Middelalderen og de følgende Aarhundreder sikkert i stort Omfang Oldtidsfolkenes Vejnet i Arv. Hvor Færds­ len derimod har sluppet de gamle Linjer, vil Sporene i de fleste Tilfælde forlængst være forsvundne. Sine Steder glat­ tede Sandflugtens bløde Fingre dem omhyggeligt ud, i fro­ dige Enge ryddede Jordens Dyrkning de sidste, svage An­ tydninger, og kun hist og her - f. Eks. i Nyerup Hegn og mellem Midtsjællands store Skove om Skjoldenæsholm - gemmer der sig endnu Rester af ærværdige stenbrolagte Veje, frelste fra Underskovens skærmende Læ. Milevidt over Jyllands Heder, hvis øde Omraader nu Aar for Aar med rivende Hast snævrer sig ind, slæber Rækker af ud­ slidte Hjulspor sig i Hundredevis Side om Side. Som ma­ lende Skrift i det hvide Sand drager de bort over lyng­ klædte Flader og Bakkeaase, og paa andre Kanter af Lan­ det vil man til Tider over en grønnende Ager i Kornets Farvenuance eller mindre Tæthed kunne skimte Flugten af en længst forladt Vej spøgelsesagtigt trække sin Stribe gen­ nem Sæden«. Mange af os kender disse Spøgelsesveje, og Rester af Overtro, undertiden af hellig Kult, følger dem endnu. Ikke langt fra mit eget Hus gaar en saadan ufrugtbar Vejstribe gennem Kornet, - en tilføget Færdselsaare, nu kun befa­ ret af Væsner, der aldrig har haft Kød og Blod. Om Nat­ ten, naar Arnakkekongen har vandet sin Hest ved Him­ melgudens gamle Offerkilde, rider han her den vante Bane, hjem til Højen i sit eget Bakkeland. Men Folk, som jeg har kendt, vidste at berette om andre sælsomme Vej­ farende, Sjæle som engang havde menneskelig Skikkelse,

3 7