KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

men nu maatte gaa deres nådige Vandring formummet i Dyreham. I de sdlle Sommernætter, naar Taagen fylder Ellemosen ud og igen forvandler den til en bleg Fjordarm, bliver der puslende Færdsel paa Arnakkekongens Vej. Man hører dybe Grynt, og lægger man sig ned, kan man op mod den lyse Nathimmel se Skyggeklippet af en vældig So i Spidsen for sin snøftende Griseflok. »Døde Folk«, - siger de Gamle, der kender til saadanne Ting. Og der vil altid være nogen, der smiler... Men en Dag sættes Spaden i Jorden paa det Sted, hvor Grisene kom fra, og en Lerpotte undgaar med Nød og næppe dens Blad. Forsigtigt graver man videre, og nye Urner kommer tilsyne med Aske og Rester afbrændte Ben, - en Bronzealderkirkegaard ligger afdækket... Det er de stofløse Gengangere, der sætter Tingene paa Plads, slaar Grønsværen tilside, rejser sig og vidner.