KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

G ennem Hugo Matthissens beundringsværdige Forfat­ terskab, hvorfra jeg netop hentede et Citat, slynger og snor sig den danske Vej som en Ariadnetraad. Vikler vi den om Haanden, føler vi os tryggere og tør vove os ind i Mid­ delalderens Labyrinth. Men før vi begiver os ind i Staden med dens Virvar af Gader og Smøger, bør vi dreje os en halv Omgang og huske, hvor vi kom fra. Bag os ligger den Færdselsaare, vi har fulgt: Hærvejen med dens Hundreder af sideløbende Spor, dens udglattede Stempler af Heste­ sko og Oxeklove. Den er ikke een, men mange; den breder sig som et groftknyttet Næt, flettet af talrige Snore, ud­ over det ganske Land. Byporten standser ikke dens Fremtrængen. Dér suges Hærvejen ind under Hvælvingen, ganske som Floden under et Brofag. Saa baner den sig Vej mellem straatækte Huse, spalter sig i Smaaløb, samles igen og presser den næste By­ port op i Stadens modsatte Udkant. I mange danske Køb­ stæder følger Borgeren stadig dens bløde Slyng. For paa den korte og hastige Fart gennem Staden afsat­ te Hærstræde og Adelvej et blivende Spor. Vejen løb gan­ ske vist videre men efterlod baade sit Navn og sin Bevæ­ gelse, - Adel g a d e n var Flygtningens Eftermæle. Ad den gik Dagenes travle Trafik, fra Land til By og tilbage igen; stæ­ digt bed Hjulene sig fast i Hærstrædets gamle Leje. Hvor Strædet havde kløftet sig og formet en Tveg - af Tegning som en Drengs Slangebøsse - dannedes dér hvor de tre Grene mødes en Udvidelse af Vejen, en Triangel, der blev Oprindelsen til en Torveplads; maaske det vigtigste Ele­ ment i Samkvemmet mellem Staden og dens Opland. Ikke saadan at Adelvejen selv slap for at tjene Prang og Handel paa det Stykke, den havde ladet blive bag Byens Mure

3 9