KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

Dankongen slog det Tavlbord sammen, at alle de Tærninge sjunge: »Forbyde det Gud i Himmerig, at Dagmar skulde dø saa unge ! «

Der han red a f Skanderborg, da fu lg te ham hundred Svende ; der han kom til Ribe, da var han M and alene.

Som en Rytme for sig selv gaar Hovslagslyden gennem den danske Folkevise, stundom tung af Skæbne og Død, stundom munter eller trodsigt udfordrende. Men vi hører ogsaa en fjærn dæmpet Vognrummel som i Visen om Rige Herr Palles Bryllup: Det var rige Hr. Falle Versene siger os en Smule om Tilstanden i Folkevisens og Middelalderens Danmark. Ikke engang paa det korte Vejstykke fra Borgen til Kirken kunde en Kvinde føle sig sikker for Voldsmænd eller som her for en samvittigheds­ løs Bejler; - længere Udflugter var derfor ikke at anbefale med mindre en velbevæbnet Rytterskare indesluttede Kar­ men og dens dyrebare Indhold. Dermed var Rollerne for­ delt: Kvinderne til Vogns og Mændene til Hest efter den Recept, som de gamle Tider foreskrev, og som en af Vi­ serne reciperer saaledes: han rider til hængende Karm ; hilsed han Jom fru Gundelil han tog hende i sin Arm.

De Fruer de aag, Hr. Jens han red, saa fu lg tes de over den sorte Heed ’ . . .