KuskeKrikkerOgKøretøjer_1478-1953

diernes M ester og Sædernes vittige Revser. W ils te r be­ skrev i sit Æ re d ig t til hans M in d e det M iljø , h an havde ge nn em h eglet:

Hver Mand, som med Kløgt gik i Lcerdom til Bund Latin paa Papiret kun malte, med Fruerne Fransk, og Tysk med sin Hund og Dansk med sin Tjener han talte.

N u v a r det forb i. Napoleonskrigene og h v a d derm ed fulgte havde fulden dt H o lb ergs A rb e jd e . M a n følte paa D ansk, tænkte paa D ansk, m a n vidste h v o r H jæ rte t rettelig h avde hjem m e. H elle rikk e g jo rt det, m e n talte jæ v n t og forstaaeligt til h in a n d e n , - en Meddelelsesform , som den gemene M a n d saa længe havd e forpagtet. H os unge D ig tere , der lo d sig klippe å la T it u s , lo d en n y Sprogtone sig høre. D e n forekom til at be gynde m ed lid t vel svulm ende og ogsaa vel elegisk. M e n sligt m aatte tilgives de unge M ennesker. T id e n havde e n dn u sin ene F o d i den følelsesfulde Periode. K næ kke de Søjler og v a n ­ vittige V io lsam lere kaldte sym patisk paa Sen tim en ta li­ teten og T a a re rn e . . . E t frisk Pust gik dog netop n u gen­ nem den poetiske G r a v lu n d . D e r v a r for E x e m p e l den unge O ehlenschlæ ger, Søn af Slotsforvalteren ude paa Frederiksberg. H v ilk e t L i v og h vilk en Livsfyld e bruste ikke fra det Sanct H a n s Aftensdigt, h an ju st h avd e u d ­ sendt! G udbevares, nogen E w a ld v a r h an ikke, m en han forstod at skrive, saa m a n selv blev draget in d i Poesiens V e rd e n .

konverserede m a n , som Bedsteforældrene havde

86