KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

93 man vidste, at hvert af hans Ord var grundig overvejet og bundede i hans stærke og klare Personlighed. Med almindelig Glæde hilste Kirkesagens Venner da ogsaa hans Udnævnelse til Biskop. Man vidste om ham, at han af hele sit Hjærte ønskede den Sag fremmet. Han. der saa mesterlig i det kirkelige Udvalg havde ledet Over­ vejelserne om Kirkens Forfatning, han der saa klart i et Par af sine Skrifter havde udviklet Forholdet mellem Embede og Menighed, han der saa varmt talte Læg­ mandsforkyndelsens Sag ved den lutherske Konfe­ rence i Lund i 1901, han havde ogsaa Forstaaelse af Kirkesagens aandelige Baggrund, — hvorfor han ogsaa blev Kirkesagens varme og stærke Støtte i »det kirkelige Udvalg«. Og man blev heller ikke skuf­ fet, uden alene derved, at hans Kræfter saa hurtig ebbede ud. Det viste sig ved de to sidste Kirke­ indvielser, han kom til at foretage, at Legemets Modstandskraft var brudt. Allerede 7. August 1911 blev han kaldt bort. Saa gik man paa ny i Spænding, med det Spørgsmaal paa Læberne, hvem der nu skulde tage Arven op. Og Kirkesagens Venner fik den Glæde, at Biskop M a d s e n s Afløser blev en Mand, der selv som Præst havde været med at bære Kirkesagen frem. I et af de første Møder i Udvalget for Kirkesagens Fremme var der Tale om en ung Præst paa Laa- land , om hvem man vidste, at han maalbevidst havde