KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

186 Der var nu Haandværkssvenden, som kom for at kalde Præsten ud til Hjemmedaab. Og da saa Præsten kom, fem Minutter efter, til Haandværkssvendens Hjem, saa møder han ham , Barnets Fader, for Udgaaende. Han lod sig dog bevæge til at vende om , med et muggent Ansigt, og gik med op igen for at overvære Daabshandlingen. »Det k u ’ han jo gærne, hvis det ku ’ more Præsten.« — Oppe i Stuen anbragte han sig saa paa Hjørnet af Bordet, med det ene Ben slaaet over det andet, Kasketten paa Snur og Shagpiben i Munden; uhyre overlegen overfor det hele. Og Præsten begyndte med at bede Gud om , at dette lille Barn maatte blive et lykkeligt Barn og vokse op i et Hjem, hvor der var godt at være, fordi Guds Fred og Glæde var der. Men pludselig høres der et Bump og en ganske besynderlig Snøften bagved, og da Præsten vender sig om , saa er det den forsorne Haandværkssvend, hvem Taarerne triller ned ad Kinderne, saa han har maattet ned af Bordet for at faa fat i et Haandklæde, der hang paa et Dørhængsel. Det var Barnet i ham, der fdi Lov at græde, og var der kun faa, der hørte det og agtede paa det hernede, saa er det dog sikkert blevet hørt med Glæde af Guds Engle. Eller den gamle Pige, hvis Hjærte var bleven haard t og tørt, og som syntes ganske utilgængelig for det gode Bud­ skab om Guds frelsende Naade. Saa begyndte Nalhcinaels- kirkens Klokke at ringe — det var en Sommeraften — og da Præsten saa sagde til Maren: »Maren, kan De ikke høre: nu kalder Gud paa Dem, kalder paa gammel og paa ung, mest dog paa Sjælen træt og tung, syg for den evige Hvile« — saa brast Maren i Graad og løb med Forklædet for Øjnene ind i Huset. Og derinde græd hun, som man græder, naar man ikke har grædt i fyrretyve Aar. Og saa fortalte hun om , hvordan hun en Gang havde været ung • og havde elsket, og Brylluppet var bestemt, og alting saa’ saa lyst og godt ud , og saa — fdi hun at vide, at han