KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

71 i Religion, købte jeg mig en lille Katekismus, og deraf lærte jeg den. I mit Hjem var der Pligtopfyldelse og Æ re­ frygt for Gud, men hans Navn blev aldrig nævnet (— jo, min Moder havde naturligvis tidligt lært mig min Aften­ bøn), og hvor vi kom sammen med Husets Venner (hvortil f. Eks. I. L. Heiberg, Høyen og Madvig hørte), blev selv i alvorlige Samtaler Guds Navn aldrig nævnet. Sent gik det op for mig, at Gud elsker Mennesket. Jeg havde jo læst derom og lærte efterhaanden Skriftens Ord derom, men at anvende det paa mig, at Gud elskede min stakkels ringe Person, var mig lige saa fremmed, som det var for den bekendte K r i s t e n K o l d — der, som ban siger, maatte for­ tælle det til alle Mennesker, da ban blev grebet deraf. Engang om Aaret gik vi til Alters, og det var mig en svær Gang. Dagen før læste vi gerne M y n s t e r s Prædiken om Nadveren højt, men jeg bævede i min Sjæl ved at nærme mig det højhellige, og jeg tænkte, hvad kan Syndsforladelsen dog nytte mig, naar jeg i Morgen synder igen, saa er jeg jo lige nær. Det havde altid været forudsat, at jeg skulde studere Theologi, og der faldt mig selv aldrig andet ind. Men Studieaarene var ofte strænge, især da jeg tidlig gjorde Bekendtskab med den gudsfornægtende Litteratur (navnlig C a r l V o g t ), for jeg havde saa lidt at staa imod med. Saa var ogsaa S ø r e n K ie r k e g a a r d med sin »Til Selvprøvelse« og »Indøvelse« og senere »Øjeblikket« svær at døje for den, der beredte sig til at blive Præst i Folkekirken, især da ingen af Betydning tog til Genmæle mod ham. Et Lyspunkt var det i mine Studenteraar eller maaske allerede før Studenteraaret 1848, da Pastor R o t h e fik ind­ ført den liturgiske Gudstjeneste i Frue Kirke Juleaften. Vi hørte der de velkendte messianske Profetier blive messet fra Alteret, og vi sang for første Gang vore dejlige Jule­ salmer, som alle istemte, naar et Vers var sunget. Kirken var lys og festlig. Da Gudstjenesten var forbi, mødies alle

Made with