KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

88

lejlighedsvis ind i den offentlige Diskussion om et eller andet Emne, skete det allid med Myndighed og Kraft. Om hans Evne til at slaa Hovedet paa Sømmet, vidner den foran omtalte Indvielsestale i Helligkorskirken til­ strækkelig med sin Udlægning af Teksten fra Haggaj om »de panelede Huse«. Men i det daglige Samliv kunde han virke som faa andre, naar han øste af sin rige Skat af Kundskab og Erfaring. Jeg mindes en Gang jeg havde været ude i Dannebrogsgade med ham for at vise ham Gethsemane- kirken, der var under Opførelse. Han fortalte mig paa Tilbagevejen en Embedsmands Omvendelseshistorie. Det tog lang Tid. Han skred ganske vist hurtig afsted, naar han spadserede, men saa kunde han til Gengæld gøre lange Pauser, idet han stod stille af og til for ret at faa Fortællingen i Gang; hans Skildring varede fra Dannebrogs­ gade til Tivoli. En saadan Fortælling glemmer man ikke let; man husker baade den Mand, Fortællingen handlede om, og som under sine Lidelser fandt Fred hos Gud, og ham , der fortalte, og hvis Tanker altid rettede sig opad mod Lyset. Han var selvfølgelig et Barn af sin Tid, men faa forstod som han at se stort paa det nye, selv om det kunde være ham fremmed. Han søgte at trænge ind i alle nye Be­ vægelser, og at forstaa, hvad det var, der bragte Folk til at tænke og handle som de gjorde. Og var det saa blevet klart for ham, at der, trods alt, hvad der kunde stemme ham imod dem, dog var noget af det centrale hos dem, saa han, at det var Kristi Kærlighed, der drev dem, saa kunde han forsvare dem med den ham egne Aandsoverlegenhed. Alt hvad der var sandt og ægte, havde hans Hjerte. Endnu efter at være gaaet af som Biskop fulgte han i den korte Tid, han havde tilbage, Kirkesagens Udvikling med Kærlighed og glædede sig over ethvert nyt Skridt, man kunde fortælle ham om.