545167085

fik han Lejlighed til at vise, hvad han duede til, da Dagmarteatret efter et økonomisk Grundstød atier kom klar af Skærene under hans Ledelse i Sæsonen 1890—97, men da efler dennes Slutning nye Mænd traadte til, gik Lindstrøm med Honnør tilbage i de udøvende Kunstneres Ræk­ ker. Han kendle Fordelene ved en rolig Udvikling og vidste, at selv om det at »hrase paa« kunde være god Politik for en Jens Daglykke, saa lønner det sig ikke altid for en klog General. Afventende og spejdende uddannede han sig i sin Kunst i de Aar, der fulgte, og satte sig samtidig hjemme og paa mange Rejser ind i de allehaande Forhold, der berører Teatervirksomhed, i første Række: Administration og Teknik. Og en skønne Dag mente han, og kunde ikke mene andet, end at hans Frem­ tids Bane nu var givet, tagende netop den Retning, han alle Dage havde ønsket og villet. Men man kan lægge sine Planer paa saa solidt et Grundlag, man vil, der kan dog en Dag komme Forhold i Vejen, som man ikke regnede med, netop fordi man nu en Gang kun regner med det, der er aftalt og ikke med lige det modsatte. Nuvel, saa sletter man hele Regnestykket ud og giver sig i Lag med et nyt. Saadan gjorde Viggo Lindstrøm, og Resultatet blev »D et ny T eater «, der nu staar færdigt og venter sin Daab. Men inden man naaede saa vidt, saa det mangen Gang ud som